For mange er den sidste arbejdsdag noget, der er blevet planlagt i årevis. Man har regnet på pensionen, sagt farvel til kollegerne og måske glædet sig til mere tid til familie, rejser og alt det, der tidligere var sværere at få plads til i hverdagen.
Men hvad nu, hvis man efter et halvt eller et helt år opdager, at man savner noget? Det kan være kollegerne, den faglige udfordring eller bare det at have en arbejdsdag at stå op til. Måske dukker der også et tilbud op om et job på nogle vilkår, der passer bedre til den nye livsfase.
Det sker for flere, end man måske skulle tro. Ifølge Forsikring & Pension vendte 11.600 personer i 2024 tilbage til arbejdsmarkedet efter mindst ét år uden arbejde. Det var 13 procent flere end året før, og langt hovedparten var folkepensionister.
Økonomi kan naturligvis spille en rolle, men det er langt fra den eneste forklaring. En undersøgelse fra VIVE peger også på fællesskab, mening, faglig udvikling og ønsket om et mere fleksibelt arbejdsliv som årsager til at vende tilbage.
Det fortæller efter min mening noget vigtigt om pensionisttilværelsen. At gå på pension behøver ikke være en endelig beslutning om aldrig at arbejde igen. Livet kan ændre sig – også efter den sidste arbejdsdag – og det er værd at have med i den økonomiske planlægning.
På ét område er reglerne faktisk blevet mere fleksible. Arbejdsindkomst som løn påvirker ikke længere hverken folkepensionens grundbeløb eller pensionstillæg. Som folkepensionist kan man derfor godt begynde at arbejde igen uden af den grund at få mindre i selve folkepensionen.
Der er dog en vigtig nuance. Arbejdsindkomsten indgår fortsat i beregningen af den personlige tillægsprocent, som blandt andet har betydning for ældrecheck, helbredstillæg, varmetillæg og boligydelse. For folkepensionister ses der i 2026 bort fra de første 122.004 kroner i arbejdsindkomst i den beregning. Derfor kan man ikke bare konkludere, at ekstra løn aldrig påvirker andre offentlige tillæg.
Og så er der de private pensioner. Her kan beslutninger, man allerede har truffet, få større betydning.
Har man først sat sin ratepension til udbetaling, kan man som udgangspunkt ikke blot sætte den på pause igen, fordi man får lyst til at arbejde. Man kan forlænge udbetalingsperioden inden for reglerne, men pengene fortsætter med at komme til udbetaling.
Det er værd at tænke over, allerede inden man går på pension. Som jeg ser det, er det netop en af grundene til, at rækkefølgen i en nedsparingsplan er så vigtig.
Er man i tvivl om, hvorvidt man reelt er færdig med arbejdslivet, kan det i nogle situationer være værd at overveje, om ratepensionen skal sættes i gang med det samme, eller om andre dele af formuen skal bruges først.
Det afhænger naturligvis af den enkeltes økonomi. Men har man først startet udbetalingen og vender tilbage til et job et år senere, kan man ende med både løn og ratepension, selv om man måske hellere ville have gemt en større del af pensionsopsparingen til senere i livet.
En livsvarig pension er på det punkt mere fleksibel, fordi den efter reglerne og afhængigt af den konkrete ordning kan sættes på pause og senere genoptages. Det understreger, at forskellige pensionsprodukter ikke nødvendigvis bør behandles ens.
Skatten skal også med i regnestykket. Udbetalinger fra blandt andet ratepension og livsvarig pension er skattepligtige, og kommer der pludselig løn oveni, ændrer den samlede indkomst sig. Private pensionsudbetalinger kan desuden have betydning for pensionstillægget, selv om lønnen ikke har. Derfor er det vigtigt at få forskudsopgørelsen og den samlede økonomi set igennem, hvis man vender tilbage til arbejdsmarkedet.
Men før man begynder at optimere på kroner, skat og pensionsudbetalinger, synes jeg, man skal stille et mere grundlæggende spørgsmål: Hvorfor vil jeg tilbage?
Er det et fuldtidsjob, man savner, eller ville to dage om ugen være nok? Handler det om indkomsten, om kollegerne eller om at bruge sin erfaring og faglighed? Og er det noget, man forestiller sig at gøre et år eller måske i flere år?
Svarene har direkte betydning for, hvordan økonomien bør indrettes. Og netop derfor vil jeg altid anbefale, at man får lagt en nedsparingsplan og tager en grundig snak med sin bank eller pensionsrådgiver, inden man sætter de forskellige pensionsudbetalinger i gang. Ikke fordi man kan forudse præcis, hvordan resten af livet udvikler sig, men fordi en god plan gerne skal give plads til, at man kan ændre mening.
Pensionen er for mange begyndelsen på en ny fase – ikke nødvendigvis afslutningen på arbejdslivet. Derfor bør økonomien også være indrettet, så der er plads til at skifte kurs undervejs.