19. november 2026
Har du taget stilling til, hvordan din pension er opbygget, hvis du er selvstændig eller ejerleder?

Af Mette Søgaard, direktør for erhverv og Private Banking, Ringkjøbing Landbobank
For mange lønmodtagere ligger pensionsopsparingen i nogle forholdsvis faste rammer. Når ordningen først er på plads, glider indbetalingerne typisk måned for måned, uden at man behøver tage aktivt stilling hver gang.
For selvstændige og ejerledere ser det ofte anderledes ud. Her kræver det et mere aktivt valg: Hvor meget skal sættes til side, hvornår skal det ske, og hvordan skal formuen til pensionstilværelsen bygges op?
Samtidig kan det være både nærliggende og fornuftigt at lade pengene arbejde i forretningen. Der kan være brug for kapital til vækst, medarbejdere eller investeringer, og særligt for den nystartede selvstændige eller ejeren af en mindre forretning kan pensionen derfor let blive skubbet længere ud i horisonten.
Det kan også ses i indbetalingerne. En analyse fra ATP fra sidste år viser, at 68 procent af de selvstændige indbetalte til pension i 2023. Knap hver tredje gjorde altså ikke det år.
Det er ikke nødvendigvis det samme som, at der ikke bliver bygget formue op til senere i livet. For nogle ligger værdierne andre steder end på pensionskontoen – blandt andet i virksomheden. Men ikke enhver virksomhed rummer en værdi, der en dag kan veksles til en betydelig pension.
For den selvstændige håndværker eller mindre erhvervsdrivende kan meget af virksomhedens værdi eksempelvis være tæt knyttet til ejerens egen arbejdsindsats. Når arbejdsindkomsten stopper, står der derfor ikke nødvendigvis en stor salgssum og venter. Det gør det vigtigt at vide, hvilke værdier der faktisk er bygget op ved siden af.
For ejerlederen kan billedet være et andet. Når virksomheden gennem mange år er vokset og har opbygget en betydelig værdi, kan en stor del af den samlede formue være bundet dér. Her bliver pensionskontoen kun én brik i et større puslespil.
Virksomhedsformuen, den private formue og pensionsformuen bør derfor ses som dele af den samme plan. De tre dele har forskellige vilkår, beskattes forskelligt og er ikke lige lette at omsætte til penge. Afkastet er naturligvis vigtigt, men en uhensigtsmæssig skattemæssig tilrettelæggelse kan hurtigt spise gevinsten ved et højere afkast op.
Jeg ser indimellem også ejerledere, hvor en anden opsparings- og formuestrategi tidligere i livet kunne have givet større fleksibilitet senere. Derfor er det værd at tænke formueplanen igennem, mens der stadig er tid til at justere balancen mellem virksomhed, privat formue og pension.
Og når så arbejdslivet nærmer sig sin afslutning, skifter perspektivet. De værdier, der er bygget op gennem mange år, skal nu gradvist begynde at finansiere hverdagen. For ejerlederen betyder det også, at man må forholde sig til, hvordan den del af formuen, der er bundet i virksomheden, på et tidspunkt skal frigøres.
Her bliver rækkefølgen vigtig. Hvilke midler skal bruges først, hvilke bør have lov til at være investeret længere, og hvordan spiller skat og offentlige ydelser sammen? En uhensigtsmæssig udbetalingsrækkefølge kan få mærkbare økonomiske konsekvenser, og nogle valg kan være vanskelige at ændre, når de først er truffet.
Det samme gælder investeringerne. At en del af formuen skal bruges inden for få år, betyder ikke, at alle værdier nødvendigvis bør placeres kortsigtet. Penge, der først skal bruges langt senere, har en anden tidshorisont og kan derfor også kræve en anden investeringsstrategi.
For nogle rækker planen endnu længere. Hvis en del af formuen forventes at gå videre til børn eller børnebørn, bør også det tænkes ind i god tid – både i forhold til hvilke værdier der skal gives videre, og de skattemæssige konsekvenser.
Der findes ikke ét rigtigt svar på, hvordan formuen bør sammensættes. Den rette balance afhænger blandt andet af virksomheden, den private økonomi, tidshorisonten og de planer, man har for årene efter arbejdslivet.
En robust pension handler dermed ikke kun om beløbet på pensionskontoen. Den handler om at have en samlet formue, der kan finansiere livet efter arbejdslivet – og en plan, der passer til ens egen situation, når man går fra at tjene pengene til at leve af dem.